
Smertestillende medicin bliver hyppigt brugt af patienter med lænderygsmerter til trods for en begrænset effekt på smerte og funktion samt risiko for bivirkninger. Men der er begrænset viden om hvordan psykologiske faktorer og behandlinger rettet mod øget tiltro til egne evner påvirker brugen af smertestillende.
Formålet med studiet var at undersøge om brugen af smertestillende ændredes efter deltagelse i et patientuddannelses- og træningsprogram, i hvilket omfang brugen af smertestillende og tiltro til egne evner ved baseline påvirkede brugen af smertestillende efter programmet, samt i hvilket omfang forbedret tiltro til egne evner fra før til efter interventionen modificerede sammenhængen mellem brug af smertestillende ved baseline og follow-up.
Studiet er baseret på data fra GLA:D® Ryg (2018-2023). Brug af smertestillende og tiltro til egne evner var selv-rapporteret. Udfaldet var brug af smertestillende ved 3 mdr. follow-up. Logistisk regression blev brugt for at undersøge sammenhænge og effekt-modifikation.
4721 GLA:D® Ryg-deltagere blev inkluderet i studiet. Blandt dem som brugte smertestillende ved baseline rapporterede 66% fortsat brug ved 3 mdr. follow-up, og 34% stoppede deres brug.
Brug af smertestillende ved baseline var associeret med højere odds for brug af smertestillende ved 3 mdr. follow-up, imens højere tiltro til egne evner ved baseline var associeret med lavere odds.
Forbedret tiltro til egne evner under programmet modificerede ikke sammenhængen mellem brug af smertestillende ved baseline og follow-up på den multiplikative (log-odds) skala, men reducerede den absolutte risikoen for brug af smertestillende ved follow-up fra hhv. 15 til 6% og fra 76 til 54% blandt personer med og uden brug af smertestillende ved baseline (dvs. negativ additiv interaktion).
Patienter med lænderygsmerter som bruger smertestillende før behandlingsopstart var mere tilbøjelige at bruge smertestillende 3 mdr. senere, imens dem med høj tiltro til egne evner var mindre tilbøjelige. Forbedret tiltro til egne evner fra før til efter GLA:D® Ryg reducerede den absolutte risiko for at bruge smertestillende efter programmet i højere grad blandt dem som brugte smertestillende ved baseline end blandt dem som ikke brugte smertestillende ved baseline.
Artiklen er udsprunget fra et kandidatspeciale fra Klinisk Biomekanik, SDU.
Maya Tabul, Alice Kongsted, Jan Hartvigsen, Melker Johansson. The role of preexisting analgesic use and self-efficacy for continued use of analgesics among patients with persistent low back pain. Chiropractic & Manual Therapies 2025.
Vil du vide mere?