
Forskerne fulgte 561 unge voksne med lænderygsmerter fra Rygcenter Syddanmark over en periode på fire år. Deltagerne fik foretaget MR-scanninger af hele rygsøjlen og udfyldte spørgeskemaer om rygrelateret funktionsnedsættelse ved både studiets start og opfølgningen.
Resultaterne viser, at patienter, som udviklede nye eller mere udtalte strukturelle forandringer i rygsøjlen, oplevede mindre bedring i deres funktionsnedsættelse end patienter uden progression af MR-fund.
Når hele rygsøjlen følges over tid, bliver mønstret tydeligere
Tidligere forskning har primært fokuseret på lænderyggen og enkelte typer af MR-fund, såsom diskusdegeneration eller diskusprolaps. Det nye studie adskiller sig ved både at undersøge hele rygsøjlen – fra nakke til lænd – og ved at analysere, hvordan forandringer udvikler sig over tid.
Forskerne registrerede blandt andet diskusdegeneration, diskusprolaps og forandringer i ryghvirvlernes endeplader. Over fire år udviklede 72 procent af deltagerne nye eller forværrede MR-fund et eller flere steder i rygsøjlen. Patienter med progression af MR-fund havde i gennemsnit mindre bedring i deres funktionsscore sammenlignet med patienter uden progression.
Et centralt fund var, at analyserne viste et dosis-respons-lignende mønster: jo større samlet progression af MR-fund - målt som antal og sværhedsgrad af nye eller forværrede fund i hele rygsøjlen - desto mindre bedring oplevede patienterne. I modsætning til mange tidligere tværsnitsstudier følger dette studie både MR-fund og funktionsnedsættelse over tid. Derfor kan det bedre belyse, om nye eller forværrede strukturelle forandringer i rygsøjlen kan være en del af forklaringen på patienternes udvikling over tid.
Ikke hele forklaringen på rygsmerter
Forskerne understreger dog, at sammenhængene var relativt beskedne. MR-fund kan derfor ikke alene forklare, hvorfor nogle mennesker oplever vedvarende rygsmerter eller funktionsnedsættelse, og resultaterne kan ikke bruges til at tolke betydningen af MR-fund direkte hos den enkelte patient.
Rygsmerter er en kompleks tilstand, hvor biologiske, psykologiske og sociale faktorer alle spiller en rolle. Studiet peger imidlertid på, at strukturelle ændringer i rygsøjlen ikke nødvendigvis blot er tilfældige fund, men kan bidrage til udviklingen af funktionsnedsættelse over tid.
Behov for mere forskning
Ifølge forskerne er der behov for flere store langtidsstudier for at afklare, hvordan MR-fund er forbundet med udviklingen af rygsmerter, og om og hvordan denne viden på sigt kan bruges klinisk.
Studiet er baseret på data fra den danske Spines of Southern Denmark-kohorte og er det første, der undersøger sammenhængen mellem udviklingen af MR-fund i hele rygsøjlen og ændringer i funktionsnedsættelse over tid.
Bodil Al-Mashhadi Arnbak, Rikke Krüger Jensen, Mark Hancock, Tue Secher Jensen. Progression of Spinal MRI Findings Predicts Change in Disability in Young Adults With Back Pain. Spine 2026.
Vil du vide mere?