Undersøgelsen bygger på narrative interviews med 25 voksne, som selv vurderede, at de havde levet godt med deres smerter i minimum seks måneder. De fleste deltagere var kvinder (64 %), hvide (88 %), med et højt uddannelsesniveau og led af enten lændesmerter eller generaliserede smerter (56 %).
Forskerne inddelte de centrale fund i undersøgelsen i tre hovedtemaer, som alle har praktisk relevans for sundhedsprofessionelle:
Behandlingspartnerskab frem for hierarki
Deltagerne fremhævede vigtigheden af at blive mødt som ligeværdige partnere i behandlingsrelationer. Det blev set som afgørende for fremgang at den sundhedsprofessionelle lyttede aktivt, tog sig tid og tog udgangspunkt i personens hverdag, for bedre at identificere årsagerne til smerte samt forstå folks behov og forventninger. Det handlede ikke kun om smertelindring, men om at blive forstået og anerkendt.
Et støttende og fleksibelt miljø
Deltagerne i undersøgelsen identificerede arbejdsgivere, der var villige til at tilpasse arbejdstiderne til personens tilstand, muligheden for deltids- eller fuldtids-telearbejde samt at få lov til at skifte arbejdsstilling (veksle mellem at stå, sidde og ligge) som mulige løsninger til at mindske de smerter og den angst, der er forbundet med arbejdsvilkår. Mange pegede også på frivilligt arbejde, adgang til fællesskaber og digital kontakt som væsentlige ressourcer.
Selvaccept og identitetsomlægning
At “give slip på det gamle jeg” og lære at leve med smerte blev identificeret som et af undertemaerne for at kunne komme videre. Processen var kendetegnet ved en tilpasning af præstationsstandarder på arbejdet, i hjemmet og i andre daglige aktiviteter, ved en bedre forståelse af sig selv og sine behov samt ved erkendelsen af, at man kan håndtere smerte og den ikke nødvendigvis skal fjernes for enhver pris. Hvis man vil lære det, har man generelt brug for tid og erfaringen med at leve med smerte.
Endelig var det at opdage nye måder at trives på en anden måde at lette overgangen til at leve godt med smerte. At genfinde en følelse af formål ved at deltage i aktiviteter, der var meningsfulde for den enkelte, var vigtige motivationskilder.
Kliniske implikationer
Sundhedsprofessionelle bør tænke ud over symptombehandling og i stedet se patienten i en bredere social og eksistentiel kontekst. En tværfaglig, personcentreret og relationelt forankret tilgang kan være afgørende for at fremme resiliens og autonomi hos personer med kronisk smerte.
Forskerne bag undersøgelsen anbefaler, at kroniske smerter håndteres ud fra en model, hvor både individ, relationer og omgivelser spiller centrale roller. Det peger på et behov for at gentænke standardforløb og inddrage patientens netværk, livssituation og personlige mål i behandlingen.
Mélanie Bérubé, Lesley Norris Singer, Line Guénette, Laurence Bourque, Suzy Ngomo, Anne Hudon. Living successfully with chronic pain: Identifying the pivotal conditions needed to make it happen. Journal of Pain 2025.
Læs den videnskabelige artikel her