09 juni 2026

Kvalitetsklynger i arbejde

I efteråret blev 17 kvalitetsklynger etableret, og alle har siden afholdt deres første møder.

Opstarten for klyngerne har haft fokus på at skabe et godt fundament for samarbejdet. Deltagerne har afstemt forventninger, delt erfaringer og drøftet, hvad en datainformeret tilgang betyder i praksis. Samtidig markerede møderne en vigtig milepæl, hvor de nyvalgte klyngekoordinatorer for første gang tog ansvar for at samle og facilitere arbejdet i deres klynger.

En central ambition i klyngearbejdet er, at møderne skal være datainformerede. Det indebærer, at klyngerne tager afsæt i egne data, når de arbejder med faglige temaer. På de indledende møder blev denne tilgang introduceret gennem dialog om selvrapporterede data om erfaringer, holdninger og forventninger til datainformeret praksis.

Drøftelserne blev desuden perspektiveret af et fagligt videooplæg ved Anton Pottegård, professor ved FREMSUND på SDU. Her satte han fokus på, hvordan data kan bruges aktivt til udvikling i sundhedsvæsenet – blandt andet ved at analysere variation i brugen af sundhedsydelser og reflektere over forskellene.

Med de første klyngemøder er kiropraktorernes nye kvalitetsmodel nu for alvor blevet til virkelighed. Klinikkerne er trådt ind i en fast struktur og ramme for systematisk kvalitetsarbejde, hvor klynger er fællesnævner for kvalitetsarbejdet i primærsektoren. Det er en model som åbner for lokal indflydelse, faglig udvikling og samarbejde med andre faggrupper.

I de kommende møder vil fokus i stigende grad være på det faglige indhold og arbejdet med data. KviK lancerer løbende nye klyngepakker, hvor klyngerne får mulighed for at vælge og præge de emner, der arbejdes med i praksis.