29 juni 2026

Kiropraktorer kan spille en vigtig rolle i håndtering af hovedpinepatienter

Danske kiropraktorer kan spille en vigtig rolle i udredning og behandling af patienter med hovedpine og følger i vid udstrækning kliniske retningslinjer og diagnostiske standarder. Det viser ny dansk forskning, som samtidig peger på områder, hvor der fortsat er behov for styrket implementering og efteruddannelse.

Hovedpine er blandt de største årsager til funktionsnedsættelse globalt, og mange patienter søger hjælp i primærsektoren. En ny spørgeskemaundersøgelse blandt danske kiropraktorer viser, at professionen i høj grad har integreret systematiske diagnostiske tilgange og evidensbaserede behandlingsstrategier i mødet med hovedpinepatienter.

Undersøgelsen, der omfatter 100 danske kiropraktorer, viser, at størstedelen anvender internationale diagnostiske kriterier (ICHD-3) ved både primære og sekundære hovedpiner. Samtidig rapporterer de fleste, at deres kliniske praksis følger den professionsspecifikke danske kliniske vejledning for hovedpine.

Vigtig aktør i primærsektoren

Tidligere undersøgelser har vist, at omkring hver ottende konsultation i dansk kiropraktorpraksis relaterer sig til hovedpineproblematikker.

Resultaterne understøtter, at kiropraktorer kan bidrage til tidligere diagnostik, mere målrettet behandling og potentielt aflaste andre dele af sundhedsvæsenet ved at håndtere hovedpinepatienter tidligere i forløbet. Dette skal afdækkes nærmere i yderligere forskning.

Særligt anvendelsen af strukturerede diagnostiske kriterier fremhæves som central. Mere end ni ud af ti deltagende kiropraktorer rapporterede, at de anvender ICHD-3-kriterier ved diagnostik af primære hovedpiner.

Manuel behandling, træning og patientuddannelse dominerer

I behandling af patienter med hovedpine anvender kiropraktorerne manuel behandling, bløddelsbehandling, øvelsesterapi og patientuddannelse. Dette stemmer godt overens med nationale og internationale kliniske anbefalinger for ikke-medicinsk håndtering af hovedpine.

Samtidig rapporterede deltagerne få alvorlige bivirkninger ved behandling. De hyppigst rapporterede reaktioner var forbigående ømhed, træthed eller kortvarig provokation af kendte symptomer.

Fortsatte udfordringer med røde flag og monitorering

Undersøgelsen identificerer dog også udfordringer. Kiropraktorerne viste begrænset fortrolighed med flere såkaldte røde flag, symptomer der kan indikere alvorlig underliggende sygdom og behov for akut udredning.

Kun få indikatorer opnåede høj grad af genkendelse blandt deltagerne, hvilket ifølge forskerne understreger behovet for styrket efteruddannelse og mere systematisk implementering af kliniske vejledninger.

Derudover viste resultaterne, at systematiske monitoreringsværktøjer som hovedpinedagbøger anvendes sjældent, selvom sådanne værktøjer anbefales i kliniske retningslinjer.

Behov for fortsat udvikling

Forskerne understreger, at resultaterne bør tolkes med forsigtighed, da undersøgelsen havde en relativt lav svarprocent, hvilket kan betyde, at kiropraktorer med særlig interesse i hovedpine er overrepræsenterede.

På trods af dette peger undersøgelsen samlet set på, at danske kiropraktorer allerede udgør en væsentlig del af hovedpinebehandlingen i primærsektoren, men også at fortsat kompetenceudvikling, implementeringsarbejde og tværfagligt samarbejde bliver afgørende for at styrke området yderligere.

Jeppe Pihl Skovbjerg, Henrik Hein Lauridsen, Henrik Wulff Christensen, Rikke Krüger Jensen, Kristina Boe Dissing. Diagnostic approach and management of patients with headache in Danish chiropractic practice. Chiropractic & Manual Therapies 2026.