Forskerne konkluderer dog, at klinikere fortsat bør være opmærksomme på symptomer, der kan indikere en allerede eksisterende dissektion. Studiet er offentliggjort i Chiropractic & Manual Therapies.
Et af de største studier på området
Sammenhængen mellem nakkemanipulation og cervikal arteriedissektion har i årtier været genstand for debat. Arteriedissektion i halsens kar er en sjælden, men alvorlig tilstand, der kan føre til blodprop i hjernen. Samtidig er nakkesmerter og hovedpine blandt de mest almindelige symptomer på en allerede eksisterende dissektion, hvilket har gjort det vanskeligt at afgøre, om manipulation er en årsag eller blot forekommer i forbindelse med, at patienter søger hjælp for tidlige symptomer.
I det nye studie analyserede forskerne data fra amerikanske sundhedsregistre og forsikringsdata fra perioden 2010-2025. De sammenlignede 431.492 patienter, der modtog cervikal spinal manipulation hos en kiropraktor, med et tilsvarende antal matchede patienter, som fik ordineret ibuprofen for nyopståede nakkesmerter eller hovedpine.
Færre dissektioner i manipulationsgruppen
Inden for 30 dage efter behandlingen blev der registreret 31 tilfælde af cervikal arteriedissektion blandt patienter i manipulationsgruppen mod 58 tilfælde i kontrolgruppen. Det svarer til henholdsvis 7,2 og 13,4 tilfælde pr. 100.000 patienter. Forskerne fandt dermed ikke nogen øget risiko for arteriedissektion efter kiropraktisk manipulation.
Studiet viste desuden:
- Ingen øget samlet risiko for cervikal arteriedissektion efter cervikal manipulation.
- Lavere forekomst af dissektion i halskar i manipulationsgruppen.
- Ingen statistisk signifikant forskel i risikoen for vertebralisdissektion mellem grupperne.
Forskerne fandt færre tilfælde af arteriedissektion blandt patienter, der modtog cervikal manipulation. De understreger dog, at forskellen kan skyldes såkaldt restkonfoundering, hvor ikke-målte forskelle mellem patientgrupperne påvirker resultatet, snarere end en egentlig beskyttende effekt af behandlingen.

Hvad betyder det for kiropraktorer?
Studiet bidrager med ny viden til et område, hvor tidligere forskning har været præget af modstridende resultater. Ifølge forskerne understøtter resultaterne teorien om, at den observerede sammenhæng mellem manipulation og dissektion i nogle tidligere undersøgelser kan skyldes, at patienter med en allerede eksisterende dissektion søger behandling for nakkesmerter eller hovedpine, inden diagnosen stilles.
For kiropraktorer betyder resultaterne, at de kan indgå i dialogen om patientsikkerhed med et nyt og meget stort datasæt, der ikke viser en øget risiko for cervikal arteriedissektion efter cervikal manipulation.
Klinisk årvågenhed er fortsat nødvendig
Forskerne understreger samtidig, at kiropraktorer fortsat bør være opmærksomme på symptomer og fund, der kan pege på en underliggende arteriedissektion. CeAD kan præsentere sig med nakke- eller hovedsmerter, ofte før neurologiske symptomer udvikler sig.
Studiets forfattere peger derfor på behovet for fortsat fokus på differentialdiagnostik, herunder pludseligt opståede eller usædvanlige smerter, nyligt traume, infektion eller neurologiske udfald. Der efterlyses også mere forskning i særlige risikogrupper, f.eks. patienter med migræne, bindevævssygdomme eller graviditet.
Trager, R.J., Baumann, A.N., Labak, C.M. et al. Association between spinal manipulative therapy and cervical artery dissection in patients with neck pain or headache: a retrospective cohort study. Chiropr Man Therap 2026.
Vil du vide mere?
