30 maj 2025

Hvad er sundhedsprofessionelles rolle i implementering af digital selvhjælp til lænderygsmerter?

Lænderygsmerter er en af de mest udbredte og invaliderende lidelser globalt. Kliniske guidelines anbefaler egenhåndtering som et af de vigtigste tiltag til at håndtere lænderygsmerter, men mange patienter oplever, at det er vanskeligt uden støtte fra sundhedsprofessionelle. Digitale sundhedsinterventioner har vist potentiale som supplement til klinisk vejledning, men der har hidtil ikke været stor fokus på sundhedsprofessionelles rolle i implementeringen af de digitale interventioner.

En ny stor undersøgelse offentliggjort i Digital Health bidrager til at råde bod på det. Den kaster lys over sundhedsprofessionelles (kiropraktorer, fysioterapeuter og praktiserende læger) rolle og implementeringen af den digitale sundhedsapp selfBACK, som er udviklet til at støtte egenhåndtering af lænderygsmerter (LBP). Formålet med undersøgelsen er at afdække sundhedsprofessionelles engagement i patientrekrutteringen til studiet og deres vurdering af selfBACK-appens AI-generede og skræddersyede indhold og kliniske relevans.

Motivation og arbejdsbyrde er afgørende faktorer

De sundhedsprofessionelle er generelt positive overfor selfBACK-appen, og den bliver betragtet som et nyttigt supplement til eksisterende praksis. De sundhedsprofessionelle - især praktiserende læger - udtrykker generelt stor accept (84–89 %) af de egenhåndteringsplaner, som selfBACK generer, men deltagerne i undersøgelsen udtrykker bekymringer om appens evne til at skræddersy indholdet til den enkelte patient.

Samtidig fremhæver undersøgelsen, at udfordringer i relation til de sundhedsprofessionelles motivation og arbejdsbyrde er afgørende faktorer for vellykket implementering af digitale sundhedsløsninger i praksis. Kvalitative data viste, at travle arbejdsdage, konkurrerende opgaver og varierende motivation påvirker de sundhedsprofessionelles rekruttering af patienter markant. Derfor bør fremtidig implementering af digitale interventioner tage højde for sundhedsprofessionelles arbejdsvilkår og ønske om fleksibilitet i behandlingsplanlægning.

Enkelte klinikker og sundhedsprofessionelle anvender kreative strategier, såsom visuelle påmindelser og intern konkurrence, for at fremme patientrekruttering. Flere deltagere fremhæver appens potentiale som et redskab, der supplerer og forstærker klinisk rådgivning, særligt i form af vedvarende motivation, viden og adgang til øvelser mellem konsultationer.

Sådan gjorde forskerne

Undersøgelsen anvender en mixed-methods procesevaluering til at analysere sundhedsprofessionelles rekruttering af patienter til en randomiseret kontrolleret undersøgelse (RCT) af appen og deres opfattelse af appens indhold og anvendelighed. Undersøgelsen kombiner kvantitative data fra rekrutteringslogbøger og en vignette-baseret spørgeskemaundersøgelse med kvalitative interviews og fritekstkommentarer. I alt 825 patienter blev rekrutteret gennem 57 sundhedsprofessionelle i Norge og 39 klinikker i Danmark. Undersøgelsen anvender Normalization Process Theory (NPT) som teoretisk ramme til at analysere implementeringsprocesser.

Mette Jensen Stochkendahl, Barbara I. Nicholl, Karen Wood, Frances S. Mair, Paul Jarle Mork, Karen Søgaard, Charlotte DN Rasmussen. The engagement of healthcare providers in implementing the selfBACK randomised controlled trial – A mixed-methods process evaluation. Digital Health 2025.