Jan Hartvigsen fejrer 25-års jubilæum på Kiropraktorernes Videnscenter
1. maj kunne Jan Hartvigsen fejre en milepæl i sin karriere. Han har været ansat på Kiropraktorernes Videnscenter i 25 år, og han er dermed den medarbejder på videnscentret, der har været ansat længst. Jan Hartvigsen er uddannet kiropraktor fra Palmer College i 1989. Han stoppede som praktiserende kiropraktor i 2000 og modtog sin ph.d.-grad i 2001 for projektet Occupational factors and low back pain.
Jan Hartvigsen kan se tilbage på 25 produktive år på Kiropraktorernes Videnscenter, med flere hundrede publikationer, foredrag, gæsteforelæsninger m.m. på CV’et. Han er en af verdens førende forskere inden for smerter og sygdomme i muskler og led med et fokus på rygsøjlen. Han har været en af de ledende kræfter bag opbygningen af Center for Sundhed i Muskler og Led ved Syddansk Universitet. I 2018 var han en af flere ledende forskere bag en skelsættende rapport om rygsmerter, som blev publiceret i det ansete tidsskrift The Lancet.
Jan Hartvigsen er flittigt brugt som konsulent blandt andet for Sundhedsstyrelsen, hvor han har været med til at udarbejde kliniske retningslinjer inden for en række områder. I 2018 holdt han foredrag om behovet for et større fokus på befolkningens muskel og led sundhed i Europaparlamentet. I 2020 blev Jan Hartvigsen konsulent for verdenssundhedsorganisationen WHO. Han har desuden siddet som medlem af WFC’s Research Council. Han er uafbrudt involveret i en mængde forskningsprojekter og er en meningsdanner mht. kiropraktikkens udvikling.
Han har tidligere modtaget anerkendelse for sin forskning. Blandt andet har han modtaget Kiropraktorprisen (2017), World Federation of Chiropractic David Chapman-Smith Honor Award (2017), George B MacClelland American Chiropractic Association Researcher of the Year (2017). Han har desuden været gæsteprofessor ved en række universiteter i Nord Amerika og i Australien.
Foruden at være seniorforsker på Kiropraktorernes Videnscenter, er Jan Hartvigsen professor og forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.
I december 2020 blev Jan Hartvigsen udnævnt til Ridder af Dannebrog.
Tillykke med jubilæet til Jan Hartvigsen!
