Jan Hartvigsen er udnævnt til Ridder af Dannebrog
Jan Hartvigsen er af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II blevet udnævnt til Ridder af Dannebrog. Ridderkorset kan tildeles danskere og udlændinge for fortjenstfuld civil eller militær embedsgerning, for særlig indsats inden for kunst, videnskab og erhvervsliv eller for virke for danske interesser. Det er rektoratet ved SDU, der har indstillet Jan Hartvigsen til hæderen.
- Jeg er glad og stolt over at blive dekoreret, det er en stor personlig anerkendelse. Jeg ser det dog først og fremmest som en anerkendelse af det stærke og produktive forsknings- og uddannelsesmiljø, vi har bygget op på SDU og på Kiropraktorernes Videnscenter, udtaler Jan Hartvigsen i forbindelse med udnævnelsen.
- De resultater, vi har skabt, er resultatet af mange års arbejde fra mange dygtige kolleger, som jeg hver dag nyder at arbejde sammen med.
Med udnævnelsen følger en invitation til audiens, men grundet coronapandemien er alle audienser aflyst, så Jan Hartvigsen må vente med at takke dronningen personligt.
Dannebrogordenen blev indstiftet af Christian 5. i 1671. Den kunne i begyndelsen kun tildeles adelige, men fra 1808 har den kunne tildeles en bredere kreds af personer. Den regerende monark er ordensherre, og udnævnelser sker almindeligvis på grundlag af indstillinger, der har passeret et ministerium. Siden 1951 har kvinder kunnet optages i ordenen.
Jan Hartvigsen er en af verdens førende forskere inden for smerter og sygdomme i muskler og led med et fokus på rygsøjlen. Han har været en af de ledende kræfter bag opbygningen af Center for Sundhed i Muskler og Led ved Syddansk Universitet. I 2018 var han en ledende forsker bag en skelsættende rapport om rygsmerter, som blev publiceret i det ansete tidsskrift The Lancet.
Jan Hartvigsen er flittigt brugt som konsulent blandt andet for Sundhedsstyrelsen, hvor han har været med til at udarbejde kliniske retningslinjer inden for en række områder. I 2018 holdt han foredrag om behovet for et større fokus på befolkningens muskel og ledsundhed i Europaparlamentet. I 2020 er Jan Hartvigsen konsulent for verdenssundhedsorganisationen WHO.
Jan Hartvigsen har tidligere modtaget anerkendelse for sin forskning blandt andet Kiropraktorprisen (2017), World Federation of Chiropractic David Chapman-Smith Honor Award (2017), George B MacClelland American Chiropractic Association Researcher of the Year (2017). Han har desuden været gæsteprofessor ved en række universiteter i Nord Amerika og i Australien.
Jan Hartvigsen er professor og forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, som han har været tilknyttet siden 1996 og seniorforsker på Kiropraktorernes Videnscenter, som han har været tilknyttet siden 1997.
